Om mig

lørdag den 22. marts 2008

Dejlige gaver....

Kan godt se det, når kæresten min siger: er det ikke bonderoser vi har på sofabordet? Jo, forårets bonderoser, med deres svulmende knopper og kronblade så fine som silkepapir i sarte pasteller. De er skønne, de Ranunkler og slet ikke så sarte og fine som de ser ud til! Ih, hvor havde jeg en dejlig dag i går..........Vi var 14 stk til en hyggelig og lækker brunch og en af de der gode saftige fynske kagekoner, som er brunsviger med marcipan og hele svineriet. Jeg fik gaver så flotte, og helt som jeg havde ønsket mig, med spinnings, dufte, creme, penge og 3 pilekurve, som er så store, at de med fordel kan bruges til at skjule endnu ikke færdige strikkeobjekter. Der var også et gavekort til tanterne......tænk engang, jeg kan da ellers nok finde ud af at bruge mine penge inde i den butik. Tror nærmest, min lille bil kan vejen derind lige så godt som til jobbet! På strikkefronten er jeg færdig med Tante Jannes poncho fra Kastanien. Der mangler bare lige lidt sammensyning og hæftning af ender. Jeg købte den på messen i Vissenbjerg sidste weekend. Lige nu er jeg ved at strikke en lille hue efter samme mønster, men i et andet garn, da jeg tror shetlandsulden er for krads for små pigeører. Og ellers forsøger jeg, at få mod nok til at gå i gang med et Islandsk sjal i en fin syrenfarvet shetlandsuld fra Isager. Må indrømme, at jeg tabte pusten, da jeg læste opskriften og så, at jeg skulle starte med at slå 430 masker op og efterfølgende kiggede på mønsterrapporten, som ser udtydelig ud, fordi den er håndskrevet. Men jeg vil se om jeg ikke får mod til at gå i gang med projektet i aften..........uha, kan allerede mærke mit temperament koge, når jeg laver en lille simpel men garanteret fatal fejl på den 10énde pind. Sønnen af kæresten min, har i dag lavet den flotteste snemand, hvor han på det nærmeste har støvsuget græsplænen, for at få sne nok til en lille, men utrolig sød og egen snemand.... Den minder mest af alt om de der Bjørn Windblad tingester fra 70érne, hvor man satte en potte med husfred i toppen!

torsdag den 20. marts 2008

Dejlige feriedage......

Jeg var som så mange andre, til håndarbejdsmesse i Vissenbjerg.......og jeps, der kom lidt gode sager med hjem! Sjovt nok, så købte jeg de fleste nye fibre ved Tanterne og lidt ved Kastanien. Ved Tanterne køber jeg jo det meste af mit garn i forvejen og Kastanien ligger jo også kun en spytklat fra, hvor jeg bor! Hvorfor er det så lige, at jeg altid tror de garnpushere der bor langt herfra har det lækkreste garn! Sådan er det jo ikke! Jeg havde aftalt at mødes med Jette www.rosenstrik.blogspot.com på messen. Vi havde et par rigtige hyggelige timer sammen, hvor snakken gik lystigt, også selv om det var første gang vi mødte hinanden. Mon ikke vi ses igen en anden gang?

Har hørt i div medier, at der har været snestorm i dele af danmark. Sådan har ugen ikke været her. Her har vejret været koldt, men utroligt flot og friskt.

Den anden dag tog vi en frisk gåtur rundt om Langesø, hvor der altid er dejligt at komme, uanset årtiden.

I mandags startede vi bilen og kørte en tur til Æ´Vesterhav. Det var så absolut en frisk omgang, hvor hjernen blev blæst ren. Vi gik mod Hvide Sande og det var en barsk omgang, for der havde vi vinden mod os, hvis vi havde gået den anden vej, kunne jeg så men godt ha gået til Blåvand!

Ved godt der er noget der hedder Hostrik tæt på Blåvand. En butik der efter hjemmesiden at dømme, har mange, rigtig mange lækre garner.

Men jeg havde jo aftalt med kæresten min, at vi skulle køre til Vesterhavet mandag, hvis vejret var rimeligt. Så da solen stod højt på himlen mandag morgen, ku´ jeg ikke så godt, efter en weekend med håndarbejdsmesse, udskyde turen til tirsdag, fordi jeg havde opdaget at Hostrik lige netop holder lukket om mandagen! F......!

Et er sikkert, jeg skal nok huske den ligger i Ho til en anden gang, når vi kommer på de kanter - og det bliver ikke på en mandag!

Jeg var på torvet i Odense i går, hvor jeg havde hænderne fulde af div lækkerier, så jeg fik slet ikke taget nogle billeder at den fine og hyggelige stemning der er.

Efter torvet, skulle jeg lige en tur op til Tanterne, for at købe en toilet taske til mor. Ja, det er de utroligste fristelser de har i den garnshop.......i går havde de, de fineste viskestykker, som jeg tænkte kunne bruges til noget taskevæsen. Hold op, der er altid noget man lige må ha med i garnposen, feks sko, smykker, eller de sødeste små lysuroer.

I morgen kommer hele familien til brunch, for jeg har nemlig fødselsdag! 44 år og endnu et skridt op af bjerget. Det er slet ikke så tosset, det med at blive ældre, for jo højere man kommer op, jo bedre bliver udsigten.

Buketten er min første fødselsdagshilsen. Den er sendt fra kærestens søster og svoger og i de varmeste farver, der minder en om, at til trods for evt snestorm over fyn i morgen, så er solen og foråret lige om hjørnet.

fredag den 14. marts 2008

Så er jeg klar.....

Jeg blev færdig med at hækle borter og hæfte ender i går aftes, så nu skal det lige have en vask på 30 g. og en frisk tørring i kælderen, så er det klar til at blive afleveret til den lille Malte. Tæppet er blevet ligesom det skal være, til sådan en lille gut. Og der er vist ingen der falder over de grønne borter, de er helt som de skal være! Så nu kan jeg tage til Håndarbejdsmesse i Vissenbjerg med god samvittighed, for jeg har nået at få lavet de projekter færdige som jeg havde lovet mig selv. Jeg glæder mig til at se, hvad de forskellige stande har at byde på. Og jeg glæder mig især, til at se hvad Geilsk og Kastaniestrik har af spændende strikkeprojekter. Jeg har en løs aftale med min mor, om at vi her sidst på formiddagen kan køre et smut til Vissenbjerg, for at ose lidt rundt på messen. Så nu håber jeg virkelig hun er frisk nok til at tage med, så vi kan komme derop, ligesom vi plejer om fredagen. Sådan er det bare, det hele skal helst være ligesom det plejer - og det, er det desværre ikke!

tirsdag den 11. marts 2008

Færdigt arbejde.......

Der er røget en hurtig og dyr halsklud af pindende.......strikket i 3 nøgler Noro "Silk Garden" farve 84, i mønsteret havskum....rigtig tv-strik, med det lette mønster, som rigtig bliver fremhævet med de smukke farver der er i garnet. Jeg er mere end tilfreds med resultatet. Og jeg er sikker på at "kluden" kommer til at høre til blandt favoritterne. Og mønsteret, det vil helt sikkert også blive brugt til et af de hurtige end anden gang. Lige nu er jeg i gang med at hækle kanter på det petroliumsblå babytæppe til Malte. Jeg vil gerne have det færdigt, så det kan blive afleveret inden påskeferien.

Min påskeferie starter torsdag morgen når jeg er færdig med mine 2 nattevagter. Og ih hvor jeg glæder mig til at holde fri fra jobbet og det i hele 10 dage......jeg er ikke i tvivl, jeg trænger virkelig til at holde fri.

Jeg trænger bare til at få luft fra alt det der sker omkring mig.

Især kan jeg få kvalme, når jeg tænker på mit arbejde. Jeg kan slet ikke forholde mig til klienterne og deres problemer, som i mine øjne pt, er fuldstændig ligegyldige. Jeg orker f. eks ikke, at skulle begrunde og diskuterer, at der ikke kommer post om søndagen. Eller, eller, eller, det kan være alt mellem himmel og jord i en kriminel verden, hvor det unormale for "os normale", ofte gøres normalt!

Jeg regnede egentlig med, at det kun var mig der havde ferie op til påske. Nu har jeg pludselig fundet ud af at også kæresten min har taget ferie. Han har godt nok sagt, at han havde lovet at tage sin mindste i påsken, men jeg var altså ikke klar over, at man i jylland holder ferie i dagene op til skærtorsdag, for det gør vi vist ikke her på fynsland.

Vi kan sagtens hygge os sammen alle 3, og det skal vi også nok gøre. Der er bare lige det, at jeg også har en forventning om, at vi somme tider holder ferie, hvor det bare kan være mig og kæresten min.

Jeg har nemlig ikke lyst til, at tilbringe al min ferie med nogle børn, som jeg ikke er, eller skal være mor for! De har deres egne mødre, og det er helt fint med mig!

lørdag den 8. marts 2008

Lever i en osteklokke........

I dag er en af de dage, hvor jeg har allermest lyst til at gemme mig væk! Og det gør jeg også, for jeg har i eftermiddag haft sendt kæresten min med unger til Stumpemarked i Fredericia, for bare at være mig selv. Jeg har haft brug for at være alene med mine tanker for at kunne forholde mig til at alt det der er sket de sidste dage....... Min mor har været meget syg de seneste uger, hvor hun skiftevis har været indlagt og været hjemme på orlov. De er nu færdige med deres undersøgelser og lægernes dom er følgende: Min elskede mor har kræft i bugspytkirtlen og i tolvfingertarmen. Jeg hader den f........ kræft, hvorfor skal den blive ved med at gribe ind i min families liv, når vi ellers altid har været forskånet................. Vi er dog så heldige, at lægerne har tilbudt hende en operation, så der er håb forude. Men det er desværre en meget stor og kompliceret operation, som kræver at min mor i forhold til sin alder skal være i god fysisk form. Hun er indstillet til operation den 1. april, så de næste 3 uger skal hun nurses i stor stil, så hun forhåbentlig kan nå at tage nogle af de 10 kilo på, hun har tabt den sidste måned. Og så skal hendes blodprocent også op på normalt niveau, evt ved brug af blodtilførsel.

Heldigvis har mor til trods for de hårde odds, et lyst syn på fremtiden og hun ser en kommende operation som, at få en ekstra chance til livet!

Hendes største ønske de sidste uger har været at hun måtte få lov at komme hjem til hendes 75 års fødselsdag i går.

Og det gjorde hun heldigvis, så vi fik travlt med at få arrangeret en lille fest for hende.

Alt blev bestilt og indkøbt fredag formiddag og hun fik en rigtig hyggelig og rar dag, hvor det strømmede ind med de sødeste hilsner og de smukkeste buketter, inden vi 15 nærmeste samledes til en skøn middag og nogle rigtige hyggelige timer i går aftes.

Det hele er bare gået så stærkt de sidste uger, at jeg slet ikke har kunnet forholde mig til det, så i dag, har bare været sådan "en tude hænge med hovedet dag". Og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg har et træk på 4 lange og hårde arbejdsdage fra i morgen tidlig.....må vist heller forsøge at få mine vagter byttet rundt, så jeg får et "skånejob" hvor jeg ikke behøver at forholde mig til alle andres i mine øjne ubetydelige problemer.

Jeg har været i gemmerne og finde hel og halvfærdige baby/barnevognstæpper frem, for min gamle søde nabopige fik en lille søn i sidste weekend.

Mon Malte er til grønt eller måske hellere petroliumsfarvet? ......det grønne er færdigt og det petroliumsfarvede, mente jeg kun manglede at blive syet sammen og få hæklet kant! men jeg blev klogere, for da jeg lagde det op, manglede der 2 firkanter! Og jeg kom i tanke om min veninde Karen, der havde slået hul på sine elskede bukser og defor fik 2 lapper af mine!

Der er nu hæklet 2 nye lapper i den helt rigtige farve, så nu mangler der bare sammensyning og tungekant, men det petroliumsfarvede garn jeg har af samme mærke, er af en nyere parti, så farven er meget mere grønlig.......Måske det ender med tungekant i lyseblå og brun, eller ????.

søndag den 2. marts 2008

Kan ikke få nok.......

Og kan ikke leve uden blomster......................... Måske nogen har opdaget, at jeg elsker blomster, som så mange andre i blogverdenen! Især er jeg helt vild med flere af de arter fra dengang mormor var ung. Må indrømme at det grænser til, at jeg er samler! Af favoritter kan nævnes: bonderoser, havehortensier, gammeldags duftende roser, hosta, lavendler......... Jeg kan ikke fordrage løgvækster i min have......jo i denne tid, hvor de står med deres strålende blomsterhoveder og nikker i den kolde vinter.........men om foråret og sommeren, hader jeg løgvæksternes grimme visne blade. De sidste år har jeg arbejdet for løgvæksternes udryddelse, men jo flere jeg graver op, jo flere og jo mere spredt står de på hele matriklen. Det er noget helt andet med hyacinter.......... Dem elsker jeg! Har spande af hyacintløg, vel og mærke nede i skuret, for jeg har heller ikke i år, nået at få dem sat i de helt rigtige potter, hvor de bare skal stå året rundt.......bruger dem først inde i potter, fordi jeg elsker alle deres skønne dufte og smukke farver, som spænder fra den sarteste hvide til den dybeste blå eller lilla. Jeg har grønne fingre, også af uddannelse.........og det er så absolut ikke endbetydende med at jeg har den perfekte have. Min have er mit frirum og nogle af mine drømmes paradis........den skal være til lyst og ej til plage!