Om mig

onsdag den 27. februar 2008

Jeg er vist nede.......

Min mor har været sløj de sidste 3 uger, hvor hun bla har klaget over at maden smagte dårligt, træthed og i det hele taget har hun følt ubehag. Sidste onsdag kiggede jeg tilfældigt ind til dem på vej til arbejde og det første jeg fik øje på da jeg så hende, var hendes gustengule farve.Der blev straks kontaktet læge og lægen kontaktede OUH, hvor hun blev indlagt få timer efter. Det har vist sig at hendes galdeveje er lukkede. Jeg forventer at de ved kikkertundersøgelsen i går, har formået at åbne vejene så meget at galden igen kan passere. Indtil videre tror jeg på at undersøgelsen og udblokningen i går vil gøre hende rask.......men gud, hvor det fylder i mine tanker! Og tiden flyver af sted med besøg på OUH, telefonsnakke med familien og alt muligt andet.

Og mig selv, ja jeg ligger vist lige på grænsen af stress.

Har i den seneste tid følt, at der skete store ændringer på den afdeling hvor jeg arbejder. Vi arbejder med mennesker der befinder sig på kanten af samfundet, så det er for os som personalegruppe utroligt vigtigt, at vi lytter og tager meget hensyn til hinanden. De seneste år har vi fået et par kollegaer som på hver sit felt, er utroligt dygtige fagligt, ingen tvivl om det!

De har begge været afdelingsledere og er efter eget valg trådt tilbage som "almindelige arbejdskollegaer". En stilling, som de begge for det meste varetager på en god og kollegialmåde.

Der hvor jeg og måske andre kollegaer kommer i klemme, er i behandlingen/omgangen med klienterne, hvor jeg føler de af og til trumfer igennem, ophøjer sig selv og ikke mindst nedgør mit arbejde eller i de yderste tilfælde har rettet personlige angreb mod mig.

Normalt har jeg en god og lyttende chef, som for øjeblikket har et svært anfald af ledegigt. Og når han er på arbejde er det mere for at få afveksling i sit smertehelvede end det er for at være afdelingsleder.

Jeg føler mig hensat til min egen skoletid, hvor jeg ind i mellem kæmpede mod uretfærdighed og for lighed som drengen i filmen "Drømmen".

Men det er tunge drenge jeg kæmper med, så det ender nok med, at jeg enten finder nogle nye at lege med, eller falder til patten og lader de "kloge styre".

Et er sikkert, det job får mig ikke helt ned med nakken, det er jeg for meget kriger til!

Herhjemme går den sparsomme tid med lidt små syslerier, som f.eks hæklede hjemmefutter og så lidt tørklædestrik/hækling. Det der hækling, det trækker i mig lige nu. Det er også en god afveksling til strikketøjet, som min ene skulder faktisk ikke har det alt for smart med for øjeblikket.

Og jeg glæder mig til Håndarbejds messen i Vissenbjerg, ih hvor skal jeg smovse mig i garn og god inspiration.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg starter lige med dine sidste linier...Vissenbjerg...vil du give dig til kende, når du når til "SY og RENS" standen???...det kunne være så hyggeligt at sige hej...Jeg er med alle tre dage som hjælper på deres stand....og på min vest står mit navn (Anne)
Derudover bid dig fast i dit job, din indsats vægter lige så meget som de øvriges...:-)

Jette sagde ...

Du har da godt nok meget at tænke på, men kan se at du nok skal klare dig igennem, da du er positiv og optimistisk. Så kan det jo være vi ses i Vissenbjerg...

Faster´s corner sagde ...

Ja, der er for meget at tænke på lige nu.....og det ser faktisk ikke så godt ud med min mor, som vi havde håbet! Derfor vil jeg tage til stuegang på OUH i morgen formiddag.

Anne og Jette.....Jeg har faktisk tænkt på at lave lidt hygge her på adressen, f.eks lørdag eftermiddag, men vil ikke love noget lige i dag.....
Og Anne, jeg vil under alle omstændigheder gerne hilse på dig og selfølgelig også gerne på dig Jette.