Om mig

søndag den 31. august 2008

Mangler energi.......

Er hjemme igen efter en dejlig uge i Sverige. Uha, det er et dejligt land, som vi vist aldrig her i huset får for meget af! Og nu har jeg lige opdaget at Sanne B udlejer sit yndige svendske træhus. Hvis jeg havde opdaget det noget før, ville jeg utroligt gerne ha lejet det nogle dage - vi var jo lige i området! Det vil jeg så huske til næste gang vi skal derop!

Som jeg havde håbet, blev det ikke ferieturen der gav mig energien tilbage. Og måske er det meget naturligt, at være sådan hverken rigtig ked, eller rigtig glad efter at ha mistet en af sine allernærmeste. Jeg har lige talt med min søster til formiddag, og hun har det meget ala mig.

Jeg forsøger at få lavet noget i haven, hvor jeg bla har et staudebed, som jeg gerne vil ha flyttet. Men med den arbejdsindsat jeg lægger for dagen, så har det meget lange udsigter. Det er sådan noget med at jeg luger lidt hist og pist. Graver lidt op og udtænker ideer, men det er bare en masse små projekter jeg går i gang med uden at få dem gjort helt færdige!

Helt ærligt, når jeg tænker på, at jeg i morgen skal starte på jobbet efter næsten 12 uger med plejeorlov og ferie, så kan jeg få helt åndenød, ved at tænke på at jeg skal ha 6 vagter i rap og det på skiftende afdelinger! Helt ærligt, han har s.. ikke været ret sød ved mig, ham der har lavet planen for september!

I går var jeg til 30 års afgangsjubilæum på den lille folkeskole jeg gik på til og med 7. klasse.

Desværre var det kun de halve af de gamle klassekammerater der var mødt op. Og måske var det fint nok, for os der var der havde nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi fik talt en masse med hinanden på kryds og tværs. Jeg tror det er 4 gange vi har været samlet på de 30 år, men denne gang var der virkelig sket store forandringer for mange af os.

Det er sjovt at være til de klassefester, for langt de fleste af os falder lige ind i den gamle rolle som vi havde for alt for længe siden! Der er dog især en af pigerne som der er sket utrolige positive forandringer med. Hun var tidligere klassens lille pus, som aldrig sagde noget, var lille og lidt lurvet at se på. Jeg skal love for at hun har rejst sig, og hun falder bestemt og heldigvis ikke ind i sin gamle rolle, for hun er nemlig blevet en prægtig kvinde, med en udstråling og gennemslagskraft, hvor ingen er i tvivl om at hun er tilstede!

Der er blevet strikket i ferien, men ikke helt så meget som jeg havde forestillet mig! Jeg er næsten færdig med et tørklæde, men de der proptrækkerkrøller der hækles ved hvert hjørne, de tager altså lige lidt mere tid end jeg havde forestillet mig! Men mon ikke en god film i flimmeren i aften, kan gøre at jeg får has på dem!

fredag den 22. august 2008

Sverige, så kommer vi.......

Har pakket det meste, og er klar til 1 uges ferie rundt i småland - Ja det er altså det vi satser på, men man ved aldrig helt med os, for hvis vejret skulle gå hen og blive super, kan det sagtens være at bilen tøffer til den vest svendske skærgårdskyst i stedet. Uha, det bliver dejligt og ih, hvor vi glæder os. Der er bare et eller andet med Sverige. Måske er det roen, de store vidder, skovene og byerne med gode indkøbsmuligheder, når det er det vi får lyst til. Vi kører bare, stopper bilen når vi møder noget der ser spændende ud og lejer en hytte når vi trænger til at sove eller slappe af. Selvfølgelig helst på en lækkert og hyggeligt campingplads.

Der har været knald på hele formiddagen. Der var lige et kældergulv der skulle ha en ordentlig omgang med skrubben, efter at vi i aftes/nat igen har suget ca 200 liter vand/kloakslam op af vores kælder.

Indrømmet, jeg er på kanten af et hysterisk anfald når der kommer vand op i den kælder. Det er jo 5 gang på de 3 år vi har boet her....... For f..... da!

Faktisk måtte vi for 2 år siden tage hjem fra sommerferie i Sverige på 1. feriedag, fordi der var kommet store mængder vand op i vores kælder. Så meget, så Palle fik ødelagt en del af sine gamle radioer og jeg julepynten, plus lidt andet. Heldigvis er vi blevet kloge af skade, så vi har ikke noget placeret på gulvet længere.

Efter gulvvask og diverse oprydning, var jeg ude ved min barndomsveninde og plukke hindbær. Har sagt det før og vil sige det tusind gange mere: Hvor er jeg/vi bare heldige at kende nogle menesker som dem. Der føler man sig bare altid tilpas. Veninden passer hytten her mens vi er på ferie og hendes husbond har taget min "gamle" far med på sejlads rundt i det sydfynske øland her i weekenden.

Hold k... jeg bliver helt forpustet men glad langt ind i sjælen over deres kolossale overskud! TAK!

Det lykkedes i går, efter at strikkepindende på det nærmeste var rødglødende at få min grønne FLS færdig. Ja, altså strikket færdig, men ikke syet sammen eller hæklet kanter. Det må altså vente til jeg kommer hjem fra ferie!

Jeg havde nemlig planlagt nyt strikketøj til ferien. Måske skulle jeg skrive i flertal, for jeg har slået op til et lille halstørklæde med takker og proptrækkerfrynser i Noro Silk Garden. Opskriften har jeg fået ved "Tanterne" og det er Ingelise Lebech der har designet det for http://tantegroen.dk i anledning af WWKIP DAY 2008. Det sådan et rigtig "køretøj" som jeg skal hygge mig med i bilen.

I strikkekurven er der også en rundpind, hvor der er slået masker op i den asparges grønne til endnu en FLS. Jeg tror den skal ha samme mønster under bærestykket, men denne gang vil jeg ikke strikke mønsterstrik på ærmerne - Jeg vil nemlig gerne ha nogle pæne ærmer med indtagninger!

Og forresten, så har jeg da også hækletøjet i kurven!

Om et par timer går turen til søster i Hornbæk, for at overnatte inden vi tager færgen til Sverige i moren formiddag. Jeg glæder mig til at se deres lille nye hvide Fiat 500. Og til at høre lidt om søsters nye job, som designer ved Ilse Jacobsen, Hornbæk. Måske står der et par nye gummistøvler med snører og venter på mig. Ja, de støvler har Ilse hvis kæmpe succes med lige nu. Og nej, min søster skal ikke tegne gummistøvler, men tøj!

Jeg er ikke i tvivl, Vi skal nok få en rigtig hyggelig ferie med masser af gode oplevelser.

onsdag den 20. august 2008

Her strikkes også FLS.

Som så mange andre bloggere strikkes der også her på bloggen på en FLS. Farven snyder lidt, for den er i virkeligheden mere flaskegrøn og knap så meleret. Faktisk rigtig flot! Var næsten færdig med det første ærme i aftes, men måtte trævle det op, da mine indtagninger og mønsteret, gav ærmet et noget uens og sjusket udseende. Nu strikker jeg ærmerne uden indtagninger og måske den næste FLS bliver med et mønster som jeg kan finde ud af at tage jævn ind i.

Jeg har garnet klar til den næste FLS. Den vil blive strikket i det ca 20 år gamle shetlandsuld, som jeg har købt ved Tanterne, dengang det var deres mor der drev forretningen. Garnet fandt jeg tilfældigvis igen, for ca ½ år siden stuvet væk i en sort sæk, på bunden af et skab.

Jeg var i tvivl, om jeg havde garn nok i de godt 300 gram fra dengang, så der er indkøbt 200 g Twinni til FLSén. Farverne matcher hinanden flot og jeg tror helt sikkert modellen bliver superflot strikket op i aspargesfarvet. Og modellen, den helt sikkert fin til en trunte som mig.

Fra min sofa, kan jeg se hen i vitrineskabet, hvor jeg har lagt lidt garnlækkerier til inspiration og kommende projekter. Bare det nu ikke frister for meget.......jeg skal helst ikke have flere projekter i gang lige nu! Min søster gav mig en ide til at bruge de flotte gamle henkogningsglas til opbevaring af sytråd. Og straks kom mine ruller på glas! Glassene vil også se flotte ud med knapper eller perler, og det er så absolut en fordel, at jeg let kan se hvad jeg egentlig har.

tirsdag den 12. august 2008

Er tilbage igen.....

Mit sidste indlæg her på bloggen skrev jeg omkring d. 1. maj, så jeg har bare været stille og blot surfet lidt rundt og kigget med på Jeres blogge. Stilheden skyldes, at jeg mistede min mor for 14 dage siden, efter at hun i april fik konstateret en uhelbredelig kræft i maven. Mor fik heldigvis, til trods for den alvorlige sygdom og det den bragte med sig, nogle rimeligt gode mdr, hvor hun hver dag, selvfølgelig i mere og mere begrænset omfang, formåede at opretholde en hverdag så tæt på det normale som overhovedet muligt. Ingen tvivl, jeg savner min mor og det hun var for hele familien, helt vildt......og alligevel glædes jeg over, at sygeforløbet gik som hun havde ønsket det. Næsten uden indlæggelser, hvor hendes praktiserende læge og hans sygeplejerske, (min tidligere veninde) ugentlig og i den sidste tid kom dagligt og så til hende/os, og sørgede for alt det praktiske med hensyn til medicin, hjælpemidler, hjemmepleje og lign. Pu ha, kan slet ikke overskue, hvordan vi skulle ha klaret det, hvis ikke, de hele tiden havde været med på sidelinjen Et fantastisk lægehus, som jeg kunne ønske, alle med en livstruende sygdom kunne benytte sig af. Jeg fik plejeorlov medio juni. Hvor er det dog en fantastisk ordning, at man kan få fri, til at være der for en af sine nærmeste. Og jeg kan kun anbefale det for enhver der har et dødende familiemedlem. Jeg har de sidste mdr, haft mulighed for at hjælpe mine forældre så meget som overhovedet muligt i det daglige. og det vel og mærke i mit tilfælde, med fuld lønkompensation. Min plejeorlov går til på torsdag, hvorefter jeg går på ferie til d. 1. september.

Her arbejdes fortsat med fibre....og tørklædet herover er hæklet i Noro Silk Garden sock yarn, nr 245. 100 gram af det lækre, men meget uens garn, der svinger fra sytråd til vamset uldtrøjegarn gav et tørklæde på ca 140 cm hæklet i et mønster der hedder kurveflet.

Garnet har jeg fået hjem fra http://yarnandfiber.com, plus lidt andet, bla det smukkeste grønsorte ligeledes Silk Garden sock yarn. Og jeg var mere end heldig, for det gik uden om tolden og der er ikke så meget som en meter af det kødpølsefarvede imellem. Det er s.. da mere end heldigt, når der er tale om Noro garn!

Afsluttende har jeg hæklet en tungekant i en lækker silkegarn fra Rowan.

Noro Silk Garden Sock Yarn er helt sikkert mega flot, men det er lidt slasket og utroligt uens i trådtykkelsen. Altså endnu mere uens end Kureyon Sock Yarn! Der var også et par nøgler Noro Kureyon Sock Yarn, farve nr S233 med i pakken fra overwhere. Det er jeg lige nu ved at montere til et tørklæde, som jeg på ingen måde er i tvivl om bliver superflot og utroligt lækkert. Det er ikke det store arbejde at hækle det, men monteringen, jeg siger bare det trækker tænder ud med alle de dippedutter!

Mønsteret, det er vist mit, med inspiration fra diverse blogge. Og selvfølgelig vil jeg gerne dele, men først når det er afsluttet med kant.