Så blev den færdig, den trøje som jeg har strikket af den ca 1 kilo tunge blågrønne shetlandsuld jeg købte for ca 300,- da jeg besøgte
www.garn.dk først i december.
Den er blevet som forventet. Må nok indrømme, at den var noget stor og slasket efter monteringen, men en god gang uldvask og en liggetørring, har virkelig gjort det gode ved den!
Trøjen er tyk og vamset, sådan en rigtig "put dig langt væk på en kold vinterdag" trøje. Og et er sikkert, jeg skal nok få den brugt.
Jeg har vist før skrevet, at jeg har det med, aldrig helt at strikke som opskriften foreslår. Hvorfor er det lige, at jeg altid tror at jeg ved bedst!
Jeg har derfor besluttet, at den næste trøje, skal strikket helt efter opskriften og med orginalgarnet - med håbet om, at trøjen vil blive et hit og ikke en trøje, hvor jeg aldrig bliver helt tilfreds, fordi jeg måske alligevel skulle ha gjort som de havde skrevet.
Jeg drømmer.......drømmer om at mit næste større strikkeprojekt skal være en trøje strikket i Noro........jeg elsker det farveskiftende garn, fnyser og nyser, når jeg strikker med deres rene uldgarn........ det koster en formue OG måske passer den slet ikke når jeg er færdig, fordi jeg har besluttet at opskriften på det næste projekt skal følges slavisk!
Ryster på hovedet af mig selv, når jeg læser det ovenstående, for er det virkelig kun det farveskiftende garn, der er på plussiden ved Noro for mig!
Lige før jul, havde jeg et uhyre af en friskfanget torsk med hjem fra arbejde. Da jeg fik ham smidt op på køkkenbordet, ku jeg slet ikke overskue at få den ordnet og parteret, så den lille pige måtte overgive sig!
Jeg ringede til min far, for at inviterer dem på torsk engang efter jul! Far spurgte straks om han skulle komme og hjælpe mig med at ordne dyret (det var jo lige netop det jeg håbede han ville). Aftalen blev, at han fik torsken om, og så kunne jeg efter et par timer hente den igen, fint udskåret, pakket i poser med vægtangivelse.
I går var mine forældre her til torskegilde. Der var sennepssovs der skar i ganen, æg og rødbeder i fine tern, samt lidt ristede beconterninger og ekstra fiskesennep, så sovsen rigtig kunne rive. Uha, hvor det smagte og vi er heldige, der er nemlig, så vi kan få plukfisk aften.
Her er lagt op til et par timers hygge. Lydbogen "Last og brast" af Hanne Reintoft kører i baggrunden og endnu et "Woodland" tørklæde ligger i sofaen og venter.